Frankrig kommer frem fra den støvede bog – lidt ligesom i landets historiske vingesus, så har de også hér oplevet storhed & forfald i Eurovisionen! Vi befinder os nu ved landet, som strækker sig langt og som har mange naboer – landet er kendt for mangt og meget: «Touren», Rødvin, Camembert, Frølår, Rivieren, Napoleon, Solkongen, Tricolore… Musikalsk set har man fået både klassiske ballader, men også smuk etno-inspiration, provokation, og kærlighed til hjemlandet – vi har set en skøn jente med bare fødder, kønne jenter & charmerende gutter! Frankrig var et af landene fra starten – og havde derved også 2 bidrag med første året, vi fik Mathé Altéry & Dany Dauberson.

Hér er landet som hårdt lagde ud på toppen, kigger man på placeringerne fra 1956 til 1981 – så må jeg imponeret sige, at Frankrig har en smuk række af 1. til 5. pladser på visitkortet, og det giver fra mig den dybeste respekt! Kigger vi nærmere på hvad vi har fået gennem årene, så tæller: Fuglen, Børnene, Sjælen, Korsika, Kærlighed, Blues, Komedie & et ægte point-drama – listen er lang, og den bliver længere og længere, fra år til år… Tag en tur med op i Eiffeltårnet – og lad os nyde udsigten over Frankrig, og alt det de gennem årene har givet os!

Lidt Franske fakta:

• 1.    Pladser: 1958 – André Claveau ~ «Dors mon amour«
• 1960 – Jacqueline Boyer ~ «Tom Pillibi«
• 1962 – Isabelle Aubret ~ «Un premier amour«
• 1969 – Frida Boccara ~ «Un jour, Un enfant«
• 1977 – Marie Myriam ~ «L’oiseau Et L’enfant«
• 2.     Pladser: 2 * 1956 (alle andre end vinderen fik rangen som nummer 2), 1957, 1976, 1990 & 1991.
• 3.-5. pladser: 1959, 1961, 1963, 1964, 1965, 1967, 1968, 1970, 1975, 1978, 1979, 1981, 1993, 1995, 2001 & 2002.

Video: Frankrike i Eurovisionen.

Dét året jeg husker bedst hvad Frankrig angår i fordumstid er 1991 – den smukke barfodede Amina sang «Den sidste som har talt, har ret»… Hun kom, hun så & hun sejrede – næsten! Dengang likte jeg inte sangen hendes, men stemmen & udseendet var der intet galt med, sangen fængede mig bare ikke – nu hér små 20 år efter, der må jeg sige, at sangen er utrolig smuk…. Frankrig begyndte sine dage det første året at Eurovisionen løb af staben, de stillede som alle de andre lande med 2 artister – Mathé Altéry sang «Le temps perdu» & Dany Dauberson stillede med «El est lá» – ingen af dem vandt, men en smuk linie med mange top 5 placeringer var lagt!

Frankrig startede som sagt imponerende, tager man en hurtig sammenregning af  de første 15 års placeringer – så ender man på et imponerende gennemsnit på 3,4! Ikke mange har startet så flot – men som bekendt er det jo hårdt at holde sig på toppen, og dette har Franskmændene da også måtte sande… At løbe med sejren hvert andet år 3 gange i træk, er der heller ikke mange som kan prale af – men 1958,  1960 & 1962 var netop lykke-år for Frankrig, 1964 var så «næste» i mønsteret, Rachel stillede op med den flotte ballade «Le chant de mallory» – men lykken var opbrugt, hun endte «blot» på en flot 4. plads! Nogle år med stadig flere gode placeringer gik, og 1969 kom på tavlen – Marokansk fødte Frida Boccara repræsenterede landet, og endte sammen med Holland, Storbritanien & Spanien øverst på skamlen, dette lykkedes med sangen «Un jour, un enfant».

1971 bliver næste år i rækken, Serge Lama var artisten som sang den typisk franske sang «Un jardin sur la terre» til en 10. plads – 2 år efter stillede man med Martine Clémenceau, som sang «Sans toi» til en 15 plads, og dette blev enden på den foreløbige dårlige bølge… I 1976 kommer Catherine Ferry på scenen, hun synger den meget ørevenlige «Un, Deux, Trois» til en flot 2. plads – blot 2 lande kom over 100 point dette året, og vinderen fra Storbritanien havde fået kamp næsten til slut-stregen. 1977 blev året hvor Portugesisk fødte Marie Myriam viste vejen, dagen før hendes 20 års fødselsdag sejrede hun med sangen om «Fuglen & Barnet ~L’oiseau et L’enfant» – lykken tilsmilede for 5. gang tricolore-landet… 2 år efter i 1979 stillede man med den tidligere Luxembourgske vinder Anna-Marie David, hun sang den stærke ballade «Je suis l’enfant-soleil» til 3. pladsen i Jerusalem.

80’erne startede man med en glad melodi – gruppen Profil sang «Hé, Hé m’sieurs dames«, indsatsen rakte til en 11 plads dette året. Kigger man på 80’erne og Frankrig, så var det ikke just den bedste periode i deres ESC-liv – i 1987 bragte man Christine Minier til Bruxelles, hun sang «Les mots D’amour n’ont pas de dimanche» til en 14. plads, måske en ok placering for en lidt kedelig performance og sang… 1989 gik man lidt i «barndommen» i Eurovisionen, og Franskmændene bidragede med den knapt 12 årige Nathalie Páque i Lausanne, hvor hun sang «J’ai volé la vie» til en flot 8. plads.

Et nyt årti starter – og med dét også en masse spændende bidrag, de lægger ud med Joelle Ursull der med sin Afrikansk inspirerede «White and black blues» sikre en delt 2. plads, sammen med Irland dette året! Året efter er der dømt drama – den Tunesisk fødte Amina stiller op med «C’est le dernier qui a parlé qui a raison«, barfodet står hun på scenen og forfører Europa med sin etno-sang… Da stemmeafgivningen er overstået står det klart, at Svenske Carola og Amina har á point – en regel om at man derved sammenligner landenes 12’ere, 10’ere, osv. gør, at Frankrig skubbes ned grundet færre 10’ere end Sverige, og indtager derved den mest ærgelige placering i Eurovisionens historie! Malmø lægger rammen for 1992 finalen, på scenen står Kali og synger etno melodien «Monté la rivié» til en 8. plads – i Millstreet året efter får vi charmerende Patrick Fiori, som på Korsikansk fremfører sin kærlighed til øen, «Mama Corsica» indtager en flot og velfortjent 4. plads.

1994 er året hvor Frankrig giver en opvågning, den fremføres af Nina Morato som med «Je suis un vrai garcon» giver en spændende og udfordrende performance, hun præmieres med en 7. plads – i Dublin det næste år serveres en pop-sang af Nathalie Santamaria, med «Il me donne rendez-vous» blander de sig i den store Nordiske krig, Frankrig skiller Sverige & Danmark, og får en fin 4. plads. Vi hopper et par år frem, og lander i Birmingham i 1998, Marie-Line er artisten & «Oú aller» er etno-sangen, som dog ikke præmieres, Cypern & Makedonien redder den dog fra 0 pointet, og man ender med sølle 3 point på 2. sidste pladsen… Ny værts-by, ny genre på bidraget – Franskmændene sender Nayah, som flot fremfører «Je veux donner ma voix» til en 19. plads, hun kunne takke Norge for over halvdelen af pointene dette år!

Nyt årti startes i Stockholm, endnu en gang sendes en etno-sang afsted – Sofia Mestari synger med sin mørke stemme «On aura le ciel» til en sølle 23. plads. 2001 giver os Natasha Saint-Pier med «Je N’ai que man áme» – hun revolutionerer med en engelsk del af sangen, hun  kommer med sikker fremførelse af den smukke ballade på 4. pladsen… I Tallinn 2002 får vi endnu en smuk fremførelse, denne gang er det «Il faut de temps«, som blev sunget af Sandrine Francois, der inkasserer en velfortjent 5. plads. Riga er næste årets værter – på scenen står Louisa Baileche og synger «Monts et merveilles«, den holder dog kun til en 18. plads.

I 2004 får vi Jonatan Cerrada og sangen «A chaque pas» – en 15. plads tildeles han, personligt synes jeg selv, at denne sang burde være kommet en anelse højere, men alle har jo hver sin smag. I 2007 får Les Fatals Picards pladsen – særpræget præmieres ikke, og «L’amour á la Francaise» ender som nummer 22 i finalen… I årets brag af en finale, entrede stjernen Patricia Kaas scenen i Moskva med sangen «Et s’il fallait le faire» – med sikker & professeionel fremførelse, så lagde hun sig på en 8.plads, hendes største minus var efter min mening, det «døden fra Lübeck» look man havde givet hende, for den lod ikke hendes smukke ydre komme til sin ret!

Vi har gennem årene fået Ballader, Etno & Særprægede bidrag – man startede på toppen, og kom så i bakkedal, deres Eurovision-liv har været lidt som landet selv, en broget blomsterbuket i et nuanceret geografisk land… Solkongen kan stolt hvile i sin grav, for Tricolore-landet har givet mange gode oplevelser i årenes løb – når man står på toppen af Eiffeltårnet, kører langs Rivieraen, vandrer på Mont Blanc eller sejler på Seinen skal man huske på mangfoldigheden vi har fået fra landet! Hvad fremtiden bringer af Franske speciaiteter er svært at spå om – men mon ikke at vi både får ballader og etno et par gange endnu! VIVE LA FRANCE…