Sidste land i Mittelhavet er Støvlelandet, lige fra Sicilien i Sør, til Toscana i midten & Lombardiet i Nord – der tales selvfølgelig om smukke Italia, de var med fra starten, men har de seneste mange år stået over. Landet er af mange kendt blandt andet for sin: politiske turbulens, velsmakende vin, spendene oste, lækre citrus frukter, pasta, pizza, landets stolthet ”de Azur blå”, Ferrari & Fiat bilerne, og en interessant historie.

Italia var med fra den spede start, og var da også forgangs-eksempel for hele konseptet, da man lod sig inspirere af Sanremo-festivalen hos EBU. Italia har vel gjennem årene givet os populære sange, på et språk som av mange ses som værende romantisk & flot – velkledte artister, som ofte med sikkerhet har levert landets bidrag, har år efter år vist Europa, at Støvlelandet kunne & ville, og at man derfor ofte har blandet sig i top 5.

Italia’s fakta:

1.      plasser: 1964 – Gigliola Cinquetti ~ ”Non ho l’étà” 

                          1990 – Toto Cutugno ~ “Insieme: 1992”.

2.      plasser: 1974

3.-5. plasser: 1958 (3), 1961 (5), 1963 (3), 1965 (5), 1971 (5), 1975 (3), 1984 (5), 1987 (3),

                         1992 (4), 1997 (4)   

Video: Italia i Eurovisjonen.

Ganske som alle andre lande der var med ved den første Eurovisjons finale i Lugano, Svejts – så stillede Italia i 1956 med 2 bidrag & artister: Tonina Torielli med den tids typiske og lidt melankolske ballade ”Amami se vuoi” & Franca Raimondi med den mere lystige sangen ”Aprite le finestre”. Begge endte uten plaséring, da man første året bare gav vinderen plaséring.

 I 1957 sendte man Nunzio Gallo med sangen ”Corde della mia chitarra” till Frankfurt, den stille guitar-ballade trak 7 poeng hjem til landet, og det holdt til en 6. plass dette andet året i konkurransen. Året etter trak Domenico Modugno billetten til finalen, med sangen ”Nel blu di pinto di blu” også kjendt som ”Volare» – han vandt ikke, men kom dog på en flot 3. plass med sine 13 poeng, og et verdens hit var født, og holder stadig ved den dag i dag.

 Året etter satsede man på landets store helt fra fjoråret, Domenico fik ennå en sjanse, denne gang med ”Piove” også kjendt som ”Ciao, Ciao bambina” – et sikkert hit, som dog ikke overbeviste juryerne helt, Italia endte med 9 poeng på en 6. plass denne gang. Renato Rascel fik muligheten i 1960, da han sang bidraget ”Romantica” i Storbritannia, den litt tunge ballade fik 5 poeng hjem, og sluttede som nummer 8 av 13 nasjoner.

 Betty Curtis tok ”Al di là” til Cannes, og denne gang honoreredes det tids typiske, da man gav 12 poeng til  Betty, hvilket rakte til en delt 5. plass med Danmark. Nyt år, og nye toner i form av Claudio Villa, som fremførte sangen ”Addio, addio” – ikke en sang som imponerede juryerne, bare 3 poeng fra Jugoslavia  & Luxembourg blev høsten, og 9. plassen blev kendsgerningen.

 1963 brakte lystige toner fra Italia, som sendte Emilio Pericilo med sangen ”Uno per tutte” – ”En for alle” fik hele 37 poeng, og dervet blandede Italia sig for alvor i top striden, men endte dog som nummer 3. Ovenpå at have tapt top striden i 1963, sendte man  den purunge Gigliola Cinquetti til København, hvor hun fint leverte ”Non ho l’étà” – en knusende og sikker sejr fik den kønne jente, da hun med en margin på 32 poeng til nummer 2, vandt Italias første Eurovisjons Grand Prix, med hele 49 poeng.

 På hjemmebane i Napoli, fik Bobby Solo chancen, og med sig brakte han ”Se piangi, se ridi” – en fin ballade, som tok sig til 15 poeng, hvilket rakte til en fin 5. plass. Efter 2 succes forsøk med Domenico Modugno, forsøkte man endda en gang – denne gang med sangen ”Dio, come ti amo”. En sang som var meget ulig de 2 foregående, og som på ingen måder fik opbakning hos juryerne, Italia fik ikke et eneste poeng, og måtte gå skammens vei sammen med Monaco, som de delte 17. plassen med.

 Ennå en genganger kom på banen, og han skulle viske nederlaget fra fjor året vek – Claudio Villa stillede med ”Non andare più lontano” i Wien, sidst blev han nummer 9, og trods et enkelt poeng mere dette året, endte han på 11. Plassen. ”Marianne” hed bidraget i 1968, som Sergio Endrigo fremførte i London – en liten fremgang på poengene fra fjoråret, gjorde at de 7 av slagsen, holdt til en 10. plass. Dette årets nummer 2 Cliff Richard, blev tilsyneladende så glad for sangen ”Marianne”, at også han utgav den.

 I 1969 giver Italia nye toner fra landet, og føljer utviklingen inden for musikken – Iva Zanicchi synger ”Due grosse lacrime bianche” i Madrid, men inkasserer dog bare 5 poeng, og bliver sammen med Jugoslavia nummer 13. Gianni Morandi fik forsøket som den første i det nye 10-året, da han tok ”Occhi de ragazza” til Amsterdam – 5 poeng fik også han, og delte 8. plassen sammen med Belgia & Monaco dette året.

 Massimo Ranieri fin chancen med bidraget ”L’amore è un attimo” i 1971 – ny poeng-skala benyttedes dette året i Dublin, og tilsmilede Massimo, som fik en 5. plass med sine 91 poeng. Nocila di Bari blev neste skud fra Italia, med den liten melankolske ”I giorni dell’ arcobaleno” på scenen i Edinburgh, han øgede poengene fra fjoråret med én enkel, og de 92 gav dette året en 6. plass.

 Sjarmøren Massimo Ranieri vendte tilbake etter et års pause, i Luxembourg havde han med sig ”Chi sarà” – men denne gang var han midre heldig, og fik en 13. plass med sine 74 poeng. På 10-året for sin sejr, fik Gigliola Cinquetti atter engang chancen, denne gang forsøkte hun sig med sangen ”Sì”, trods indlevelse og en fin sang, måtte også Gigliola se sit nederlag ved Waterloo – 18 poeng fik hun, og en 2. Plass måtte Italia tage til takke med.

 Italia gik i 1975 i Amerikansk/Italienske veie, og sendte Wess & Dori Ghezzi til Stockholm med sangen ”Era” – en liten tilbake gang fra fjoråret blev det til, da duoen respektabelt fik 115 poeng ind, og sluttede på 3. plassen.  Nederland kaldte til fest året etter, og representanterne for Italia blev duoen Al Bano & Romina, som valgte delvist engelsk språk i teksten – ”We’ll live it all again” ikke helt så godt som sidste duet fra landet, og med sine 69 poeng sluttede de som nummer 7.

 Italia tok frihet med sig i 1977, da Mia Martini sang ”Liberà” i Storbritannia – de nye toner premieredes med 33 poeng, og Mia tok hjem med en 13. Plass fra øya. Neste året stillede Italia med sin første gruppe, da man valgte at ta Ricchi e Poveri til finalen i Paris, sangen ”Questo amore” klarte sig bedre end året før, da den fik 53 poeng ind, og tok Italia til en 12. plass. 

 Gruppen Raggio di Luna vandt reisen til Israel i 1979, hvor ”Matia basar” skulle prøve at take æren hjem til landet – men 27 poeng giver ikke store præmier, og 15. plassen var hvad italienerne fik med sig hjem. Oven på nedgangen i poeng & plasering, måtte man prøve andre toner, de kom til Haag med Alan Sorrenti, som sang ”Non so che darei” til en sikker 6. plass, og poeng-tavlen viste da 87.

 Italia tok sig en liten pause på 2 år, og vendte tilbake til konkurransen i München i 1983 – Riccardo Fogli sang ”Per Lucia” på scenen, det typisk italienske bidrag endte midt på treet, med 41 poeng holdt det til 11. plassen. Duoen Alice & Battiato fik fornøyelsen av turen til Luxembourg, hvor de leverte ”I treni de tozeur” i form av pop & opera-kor, trods poeng fra bare halvdelen av juryerne, fik duoen en delt 5. plass med Belgia, og Italia samlede ind 70 poeng.

 Til Gøteborg gik man ind for genbruk, da Al Bano & Romina atter fik chancen, for at vise de kunne skaffe landets anden medalje hjem – bakket op av det italienske flaget lød ”Magic og Magic” fra scenen, duoen holdt standarten, og med sine 78 poeng endte Italia på 7. plassen atter en gang. I 1987 valgte man de etablerte Umberto Tozzi & Raf som representanter til Begia, og med sangen ”Gente di mare” tok herre-duoen Italia mot toppen igjen – blandt andet 5 top karaterer brakte landet til 103 poeng og 3. plassen dette året, og et hit i flere lande var sikret.

 Den Grønne Øy kaldte til årets finale, og Luca Barbarossa fik chancen i det irske med sangen ”Ti scrivo” – det let rockede bidrag tok sig til en delt 12. plass med Sverige, som likeledes mottok 52 poeng fra juryerne. Flere rock-toner kom der fra Støvlelandet i 1989, da de drog over grensen til Lausanne i Sveits, Anna Oxa & Fausto Leali sang ”Avrei voluto” ved finalen, og forbedrede med 4 poeng fjorårets plaséring, og Italia delte 9. plassen med Hellas.

 Friskt årti starter i Zagreb, Toto Cutugno reiste til nabo-landet med sangen ”Insieme: 1992” – Italias forventninger var høye for sangen. Efter en tet kamp om toppen mellem: Italia, Irland, Island & Frankrike, stod vinderen i sidste ende klart – Italia stod med deres andra 1. plass, med 17 poeng ned til Irland & Frankrike på en delt 2. plass! På plads i Cinecittà i Roma, stod Peppino di Capri med ”Comme e’ ddoce ’o mare” – på hjemmebanen endte han på en 7. plass, med samlet 89 poeng.

 Malmø stod klar for et gensyn med Mia Martini, 15 år etter at hun trak en 13. plass hjem for Italia – den følsomme ballade ”Rapsodia” faldt i bedre smak end forrige bidrag fra Mia, 111 poeng og en flot 4. plass kunne hun stolt vende retur til hjemlandet med. Etter flotte plaséringer på rad, hvilede en forventning til Enrico Ruggeri i 1993, da han reiste til Millstreet med sangen ”Sole d’europa” – men trods et par høye poeng, endte Enrico med 45 poeng, blot nok til at legge sig på en 12. plass.

Foreløpig sidste bidrag fra Italia, kom etter et par års pause i 1997, hvor duoen Jalisse tok sig turen til Irland – sangen ”Fiumi di parole” gik flot hjem hos de fleste i Europa, bare 4 lande gav ikke poeng til Italia, landets sidste plaséring blev som nummer 4, med 114 poeng.

Alt godt havde tilsyneladende en ende, Italia stoppede på toppen – de har givet os mangt og meget, og var blandt mange populære, og derfor også savnet ved deres udeblivelse. Alt taler for sig selv, Italia har ikke deltaket i 13 år, men ligger stadig flot som nummer 11 på den samlede rangerings-liste. Skulle Italia & RAI komme sig over sin stolthet, er der blot at sige: Velkommen tilbake i ESC-familjen – og da kan vi alle nyde sange på et smukt språk igjen!

Bilde-kilder: Eurovisioncovers.co.uk & egen prod.