Hermed et lille tilbage blik på den danske finale, som lørdag aften løb over skærmen direkte fra Arena Fyn – set med danske øjne.

Jeg er ikke blogg’er typen, og kommer nok aldrig til at «blive» det… Men oven på en lørdag aften, hvor dagen endelig var kommet – altså den dag, hvor: jul, påske, pinse, fødselsdag, fastelavn og Tivoli-turen er samlet i ét, så blev slut scenariet omkring 22:30 tiden, at «Box 8» var gået i chok! Virkelig en skidt slutning på et fantastisk show, som DR ellers udførte til bravur på vanlig vis.

Dagen startede tidligt med kursus på job, ja vi er jo alle enige med vores arbejdspladser om, at weekender jo kun er til for netop dét. Én valgte at forlade kurset før tid, da et familiemedlem mente, at lørdag den 8. marts var fantastisk til at holde fødselsdag på. Kompromiset blev at jeg mødte op til fødselsdag, men da det startede tidligt, kunne jeg også gå tidligt = nå hjem til Grand Prix’et startede. Den totale optur under fødselsdagen kom, da min mor kommenterede, at det var upraktisk at lægge en fødselsdag, når der er Grand Prix – åååh Mutti, hvor har jeg dog opdraget dig fantastisk!

Ankommer til eget tv kl. 20:00, og Emmelie de Forest kommer frem på scenen. Selvom at der intet havde været nævnt på dette, så var det ganske ventet, man kunne jo næsten ikke være andet bekendt, når nu man har bragt pokalen hjem til Danernes rige! Kæmpe bifald, efter en rigtig fin fremførelse. Stort plus til Emmelie for at have Copenhagen Drummers med på scenen, de er nogle fantastiske og dygtige gutter!

Scenen i år fik man allerede en smagsprøve på ved X-Factor fredag aften, da man tunede ind på Arena Fyn og en af generalprøverne, hvor man fik en del af baggrunden afsløret. DR skuffede ikke! De har de sidste mange år vist, at de har fuldstændig tjek på scener og opbygninger af disse. I år, i en lidt anderledes «T-form», med udgang gennem LED-væggen. For min del, så er jeg stadig sikker på, at DR kommer med noget lækkert for øjnene til maj.

Værtsparret i år bestod af Louise Wolff og Jacob Riising. Søde, smukke og dygtige Louise Wolf – jeg havde egentligt håbet, at hun blev valget til den Internationale Finale i år, men det sådan blev jo som bekendt ikke, der overhælede Lise Rønne hende. Ikke et dårligt valg, men alligevel. Hun indfriede til fulde i lørdags. Jacob Riising – jeg var med garanti ikke den eneste, som tænkte: «Hvilket børneshow kommer det til at udvikle sig til»… Men Jacob kan godt være «voksen», og han kan sagtens tæmmes, så det blev en rigtig positiv oplevelse, en aften med værterne, hvor der både var humor og professionalisme.

Forud for den danske finale, kunne jeg som vanligt læse folks ytringer om, at danskere altid vælger de sikre kort, og at vi aldrig har nogen bredde i sangvalget til Grand Prix’et. Men danskerne vælger nøjagtigt ligesom alle andre, den sang vi nu en gang bedst kan lide! DR vælger de 10 bidrag, bevars, der kunne være mere bredde, men til gengæld får vi ofte en større kvalitet på de enkelte sange, end ved mange af de øvrige europæiske finaler. Fakta er, at selvom der er gode ballader eller rocknumre med ved det danske Grand Prix, så kommer de aldrig helt til tops. Måske netop derfor satser DR på hovedsageligt at have radio-venlige numre i vores finaler.

Udvalget i år var faktisk smallere end vanligt, men på ingen måder uinteressant. Inden at den danske finale løb over skærmen, havde jeg desværre allerede realiseret, at én plads i finalen ligesom sidste år, var forudbestemt når nu jeg kender det folk jeg er vokset op hos. Man har her til lands en mani med at stemme på dem som er søde og charmerende, hvilket ville være rigtigt sympatisk, hvis ikke det var i forbindelse med Melodi Grand Prix eller X-Factor… Sød og charmerende giver ikke en god sang, det gør en god melodi, tekst og det faktum at artisten kan synge! (det vender vi tilbage til)

Fagjuryen var som vanligt godt sammensat, et miks af kompetente kræfter: Søs Fenger – jeg var barn da hun kom frem, og jeg tror de fleste som har levet i 80’erne her til lands, de kan berette om en dygtig og alsidig sangerinde. Chief1 – han var med da rap’pen kom til Danmark. Han har leveret anderledes bidrag til MGP, og han ved hvad det er han laver. Camille Jones – en af danskerne, som har gjort det flot udenfor egne grænser. Hun ved hvad der måske skal til. Jørgen de Mylius – Mr. Grand Prix over dem alle, en af verdens ældste teenagere, og med en ekstrem bred musik viden og forståelse. Cutfather – han har haft basen i udlandet, og har arbejdet med de helt store, manden må uden tvivl vide, hvad han hører og ser.

Sang nr. 1 blev leveret af Bryan Rice med «I choose U». Manden som for 4 år siden tabte billetterne til Oslo, med et fantastisk bidrag, som blev præsenteret på allerbedste vis. I år med et gedigent pop nummer, en Grand Prix-slasker anno 2014. Manden kan synge, og han har bestemt erfaringen. Han havde fint publikum med sig i salen. Min umiddelbare vurdering af bidraget og fremførelsen ender nok omkring en stor 7’er, på en skala fra 1 til 10.

Nr. 2 var Rebekka Thornbech med «Your lies». Country-pop-folk i en fantastisk sammenslutning, og så samtidig med søstrene på scenen. Rigtig flot fremførelse, autentisk og særegen stemme, og hun stjal mit hjerte med det samme. Country musikken har alle dage haft gode kår i Danmark, så allerede der var der nogle gode klinker lagt for vejen frem, for den unge sangerinde. En klar 9’er fra min side.

Sonny kom på scenen som nr. 3 med sangen «Feeling the you». Sonny er et multitalent indenfor dans, rytme og sang. En god sammensat pop sang, som jeg på forhånd frygtede lidt, for ud fra den lille smagsprøve jeg havde hørt på forhånd, så var det MJ jeg så for mig. Jeg hverken er eller har været MJ-fan, så allerede der var paraden oppe – men det blev jo så meget bedre end ventet. Sonny var en fantastisk entertainer på scenen, sangen var ikke helt i top, men følelsen ovenpå fremførelsen var «mere end godkendt». En sikker 7’er herfra.

Danni Elmo har tidligere deltaget, og med en flot 2. plads på visitkortet den ene gang. Hans debutplade fik fra flere side kritik, da kritikerne syntes den var for anonym. Jeg syntes godt om ham de 2 tidligere gange, hvor han har stået på Grand Prix scenen, så jeg var positiv da jeg hørte hans navn igen i år. Men da jeg hørte bidden af «She’s the one», så dalede glæden. Desto større var min glæde sig lørdag, for her var en popsang med lidt rockkant, fremført af en pragtfuld sanger med «skjult» råhed. Jeg havde gerne fået Danni i Superfinalen, og var han gået videre, havde jeg stadig smilet lørdag kl. 22:30. Et kæmpe 8-tal skal der placeres ved Danni Elmo!

Emilie Moldow med sangen «Vi finder hjem» havde på forkant nogle plus point hos mig, for her var eneste sang på dansk! Visuelt en rigtig flot oplevelse, men godeste gud, hvor gik de 3 minutter dog langsomt… Der er kun ét at sige: Zzz… Det blev bundskraberen hos mig, det eneste som hæver den over at få 1 point, det er at sangen er på dansk og at Emilie faktuelt godt kan synge. 2 point, er hvad jeg kunne strække mig til.

6. sang blev fremført af GlamboyP. Da jeg hørte brudstykket af «Right by your side» var jeg rigtigt positivt stemt, men jeg kender GlamboyP i forvejen, og vidste også at denne temmelig alternative person, sikkert ville ende med at forstyrre mig med sin optræden. Og som ventet blev det netop. Sangen var i fuld længde ganske fin, og en meget entusiastisk GlamboyP leverede jo et alternativt show, men desværre ikke med den bedste sangstemme. Så med plus og minus endte jeg på en sikker 6’er.

Nadia Malm var ude som nr. 7 med sin «Before you forget me», og mine forventninger var høje fra start, også hjulpet på vej af den korte smagsprøve jeg hørte. Og her fik jeg valuta for alle pengene med mine forventninger, for Nadia indfriede fuldt ud. Et dejligt forløb på en rigtig god sang, en sikker fremførelse, instrumenter på scenen, fin sangstemme og en køn pige – what’s not to like? En sikker 9’er for Nadias bidrag til Folkefesten.

Nr. 8 var det sikre kort til Superfinalen. Kære, søde, charmerende Basim med sangen «Cliche love song». Basim kan man ikke hade, men alligevel var jeg tæt på at ørle, da han som en del af X-Factor gik videre fra uge til uge, til trods for at han sang lige så falsk, som hvis man lyttede til en kat som fik tæsk med et baseballbat. Så min forventning til Basim ved Grand Prix’et lå på et meget lille punkt. Her blev det Bruno Mars med lidt ekstra speed på, en glad sang som burde tiltale mig, men nej… Skal jeg sige noget pænt her, så synger Basim bedre end nogensinde før, men der stopper vi så også. Den kan ikke komme højere op end 4 på skalaen hos mig.

Nr. 9 ude på aftenen var Anna David med sangen «It hurts». Ganske som ventet, fik man en sikker fremførelse på scenen, sang mæssigt var den svagere end jeg havde regnet med, da jeg hørte at hun stillede op. Men da jeg så hende stå der på scenen, synes jeg at hun lignede en brud på vej op af kirkegulvet, og hvor staklen ikke havde opdaget, at hun kun havde taget overdelen af brudekjolen på. Vurderingen ender på en 7’er fra min side.

Sang nr. 10 var Michael Rune ft. Natascha Bessez med «Wanna be loved». Den talte direkte til mig, og den fik virkelig synagogen til rocke. De klædte hinanden fantastisk, og Michael Rune leverede charme og «hornmusik» for alle pengene. Publikum var fuldstændig med gennem hele nummeret, måske grunde «hjemmebane» fordelen. Genialt bidrag, som burde kunne tiltale alle kanter af kontinentet. En kæmpe 9’er herfra i vurdering!

Videre til Superfinalen gik som ventet Basim, han var jo allerede indskrevet inden at Dansk Melodi Grand Prix startede i Odense! Men fantastisk var det jo så, at få de 2 bidrag, som man ellers håbede mest for: den uskyldige fine Rebekka Thornbech med søstre, samt fantastiske Michael Rune og Natascha Bessez. Håbet var ikke helt ude, der var jo en spinkel chance for, at juryen viste at kvalitet går over andet, både på bidrag og fremførelse – og derudover, at der trods alt var nogle blandt hr. & fru. Danmark, som kunne stemme over teenage pigerne, og de håbløse «ham stemte jeg på ved X-Factor, så ham stemmer jeg på igen nu».

Aftenens underholdning var delt i 2 – dels fik vi en forsmag, på hvad der venter i finalen ved Det Internationale Melodi Grand Prix til maj, hvor Emmelie de Forest vil komme på scenen, og invitere til fællessang med «Rainmaker». Opsætningen var den samme her, og det var en fornøjelse at se og høre. Derudover var der DR’s nostalgi trip, i år først med Rollo & King, og deres hit fra 2001, «Der står et billede af dig på mit bord». Dejligt gensyn og genhør, men jeg savnede Signe Svendsen, det var ikke det samme uden!

Dernæst Kirsten & Søren med fest og farver a la Danmark 1988, «Ka’ du se hva’ jeg sa'». Åh jeg røg tilbage til mit 11. år der, de er fantastiske sammen, og de er beviset for at selv en mindre sprog-gruppe, sagtens kan indsmigre sig på Kontinentet. Sidst på scenen var den kære Birthe Kjær med «Vi maler byen rød» – alle havde de «gamle» fået flotte velkomster, men Birthe Kjærs entre ville ingen ende tage, og mit gamle stenhjerte smeltede helt ned der, jeg sad og blev helt rørt og varm på hendes vegne.

Så kommer vi til den mere delikate del af det hele – afstemningen. Juryen gav sine point før seernes stemmer blev præsenteret. Søs Fenger først ude: 1 point til mit største håb, 2 point til mit andet håb – og gud hjælpe mig 2 point til en af mine bundskrabere for hele aftenen! Havde hun vendt sedlen forkert da hun læste op? Næh nej, for Chief 1 og Camille Jones læste tydligvis op af samme seddel. Myllemusen næste – kom så, vis lidt ekspertise! Mnej… Min 1’er og 2’er blev byttet om, men Basim fik stadig 3 point, og det samme fra Cutfather. Åh ja, Cutfather har jo været dommer i X-Factor, så han er undskyldt, her til lands skal man jo bare være sød og charmerende, så kommer man jo langt i dén konkurrence…! Nedtur forud for seernes stemmer, jeg havde på fornemmelsen at mine sms’er var spildte hér!

Og så faldt dommen – 7 point af 30 fra seerne til Rebekka Thornbech. 23 tilbage, og hun havde fået færrest stemmer – så skulle der ikke meget hovedregning til, for at den bankansatte hér kunne regne vinderen ud… Ej MEN FOR F¤¤¤ DANMARK, HVOR KUNNE I! Hvad i alverdens riger og lande tænker folk med mobiltelefoner dog på…? Kunne man se mit ansigt, så har det givet vis lignet de samme folder, som dengang da Brødrene Olsen vandt i Cirkusbygningen i 2000. Dengang gik «Box 8» også helt i chok! Højt at flyve, virkelig dybt at falde, det var nok den bedste betegnelse for mig den aften.

Når det så er sagt, så kan jeg jo håbe på, at jeg «med tiden» vil kunne lide Basims vindersang, ligesom det skete for mig i 2000. Jeg bliver med garanti ikke lige så glad for sangen denne gang, men lidt bedre er vel også et nyk opad. Basim er sød og charmerende, men en stor sanger det er han ved gud ikke. Bevars, det kan være dejligt at der kommer en fest på scenen til maj, men lydmæssigt kan det hurtigt blive en udfordring for mit land i år.

Som dansker kommer jeg til at støtte vores bidrag, men den kommer ikke til at flyve ud af højtalerne i stor stil her i hjthomas. Et godt råd herfra til Basim bliver, at få ordnet fritsen, så han ikke ligner en omgang «mikrofonhår» anno 1975. Og for guds skyld drop Dannebrog på scenen, magen til billigt trick skal man lede længe efter, men dér kommer EBU’s regler jo gudskelov til undsætning! Pøj, pøj til os – «danskeren» er ikke vred på folket og juryen, han er bare MEGET skuffet! Men overordnet set – tak for endnu en fantastisk aften til DR.