I ukene fremover skal skribentene her på escNorge synse seg gjennom 60 år med ESC-historie, i all ærlig brutalitet. I dag er det Michael som tar oss med på sin rundtur i historien.

For min del, er der brudstykker af både Dansk Melodi Grand Prix og de Internationale finaler som huskes fra de tidlige år af min barndom, og jeg er så privilligeret at komme til verdenen, få år før Danmark atter indtrådte i ESC-familien igen. Jeg er barn af en ekstremt konkurrence-præget far, og har en mor som spillede musik i min barndom. Bl.a. Min mormor sang og nynnede altid i min barndom, så stjernerne har allerede fra min start, givet mig en god grobund for et venskab med ESC. Lige så langt tid som jeg kan huske tilbage, har vi set de nordiske MGP og ESC finaler i tv.

Jeg husker svagt israelske Halleluja, og det samme gælder for vores egen Bamse med ”Altid tænker på dig”. ”Krøller eller ej” står også stærkt i min erindring fra barndommens tv, men den finale jeg stensikkert kan huske er 1982, hvor Danmark stillede med ”Video, Video”. Jeg ELSKEDE den sang, og gør det stadig den dag i dag! Jeg fik holdt mig vågen hele aftenen da Grand Prix’et gik af stablen, og skuffelsen var pænt tilstede, da Danmark ikke kom lang op mod toppen. Til gengæld så vandt Nicole, og den blev spillet i stor stil i mit barndomshjem, og den blev hurtigt en ligeså vellidt sang, som Brix’s bidrag var.

Jeg var så heldig at komme til i en periode, hvor Danmark med stor stil havde succes i Grand Prix, det samme kan tilskrives for Norge og Sverige, så rigtig mange af 80’ernes nordiske bidrag, står på forskellig vis hjertet nær her, også selvom at flere af dem måske ligefrem kan ses som største musikalsk kunst. Mine forældre og jeg så troligt den nationale og den internationale finale hvert år. Traditionerne var i højsæde, stemmesedler og bestemte spiselige og drikbare varer – gik igen år efter år.

Jeg er konkurrence-menneske og elsker musik. Jeg synes det er fantastisk at forskellige musikgenre kan mødes i en konkurrence, her er der en konkurrence hvor det ikke kun er pop, eller rock – eller for den sags skyld klassisk musik, men en stor blanding. Jeg er national patriot, og ganske som Thomas, elsker jeg blandt andet de store mesterskaber som OL, EM og VM – ved ESC, der har jeg musikkens svar på dem. Danmark står mig de fleste år nært, men er aldrig så patriostisk, at ikke andre lande kan leverer bedre sange.

Sprog, kultur og geografi er andre aspekter, som jeg alle dage har elsket ved ESC. Jeg ser fordelen ved at alle kan synge på det sprog de ønsker, men et eller andet sted gør det jo ondt i sproghjertet, når størstedelen synger på engelsk, inklussiv mit eget land. Jeg elskede det store orkester som engang var tilstede, og jeg er en af dem som savner det flotte arrangement som blev leveret. Bevars, der er dog bidrag hvor dele af live-orkesteret måske ikke helt komplimenterede sangen helt, eller hvor der var et par toner, som hoppede udenfor den normale skala.

Jeg fulgte fra barns ben med i Grand Prix Kalvalkade programmerne. Jeg elskede før-vidoerne som jo oftest var rene turistfilm, og jeg åd det hele råt. Sprog, kultur, natur, fest og farver – og så selvfølgelig musik. En anden vigtig faktor var både til stede ved det Danske Melodi Grand Prix i mange år, og efterfølgende som kommentator ved de internationale finaler – set med danske øjen, Mr. Eurovision; Jørgen de Maylius. Et musikalsk geni og et kæmpe leksikon, både hvad musik generelt angår, men i særdeleshed også Grand Prix. Han guidede mig som barn gennem de nationale finaler, og han tog mig efterfølgende gennem de internationale finaler også.

Når jeg skal vurdere årets sange, bliver det gjort udfra musikken – og kun musikken. Show, tøj og dansere tæller derfor ikke med, ikke at jeg ikke kan lide at se showet, men for mig er det vigtigst, at sangen også kan stå alene. Jeg elsker at se de nationale og den internationale finale, se den tekniske kunnen, og de scener og lys de kan formå. Der er sket meget siden den spæde start i 1956, bare i min tid har Grand Prix-toget kun taget til i farten. Der har været bump å vejen gennem tiden, men konkurrencen har udvilket sig, og de er nødt til det, for stadig at tiltrække de store mængder af seere på kontinentet.

Alle har vi jo en forkærlighed for visse lande, sprog og deres toner – og jeg er ikke anderledes end alle andre. Min forkærlighed går i udpræget stil til de Nordiske lande, derudover Holland, Grækenland, Italien, Spanien, Portugal, Cypern, Malta, Israel, Slovenien, Kroatien og Rusland.

For at starte i fordums tid, dvs. før jeg så dagens lys, var der en sort-hvid verden, med sang og musik. For at starte med egne rækker, så vil jeg trække vores allerførste bidrag frem – ”Skibet skal sejle i nat” med Birthe Wilke og Gustav Winckler. 2 af datidens største danske sangere, Birthe med den altid flotte og perfekte udtale, Gustav sin mørke, særegen melodiøse stemme. De klædte hinanden og sangen, og så det laaaange kys. I 1959 var Birthe Wilke igen med ved ESC, denne gang med ”Uh – jeg ville ønske jeg var dig”. En rigtig sød sang, som jeg allerede fra mine barnsben, syntes var en utrolig flot sang.

Dario Campeotto sang så smukt om hans elskede ”Angelique” i 1961. Sangmæssigt har han alle dage været gudsbenådet med en flot stemme, og med de italienske aners træk, har han været beundret bredt på den tid herhjemme. Men den bedste af vores bidrag, og ikke kun fra den tid, er uden tvivl Ingmanns med ”Dansevise”! For tiden var den moderne, og alligevel forholdsvis tidsløs. De komprimenterede hinanden flot, og teksten er poetisk og smuk. Jeg bliver glad helt inde i hjertet, når jeg hører ”Dansevise”, og jeg havde den største respekt for Ingmanns, som leverede den første nordiske vinder.

Af de udenlanske sange bidrag fra før min tid, der kan jeg ikke undgå at nævne (Sir) Cliff Richards ”Congratulations” og ”Power to all our friends”. Vinderne italienske Gigliola Cinquetti med ”Non ho L’etá” og østrigske Udo Jürgens ”Merci Chérie” stillede begge med smukke bidrag, og vandt velfortjent deres finaler. Spanske Salomé med ”Vivo cantando” og irlands bidrag ligeledes fra 1969, Muriel Day med ”The Wages of love” har altid gået rent ind hos mig, siden jeg hørte dem første gang. For at være delvis patriotisk, så er der jo Die Gitte fra 1973, eller Gitte Hænning her til lands, som stillede for Tyskland med ”Junger Tag”, muligvis ligger forklaringen på denne nok i forældrenes pladesamling, fra en tid hvor venylen var i hovedsæde…

”Eres tu” som Spanien deltog med i 1973 har fra en tidlig alder været populær hos mig, omend at det i starten var den danske udgave (Rør ved mig) med Lecia & Lucienne. Fra mit føde år er der en af dem, som jeg praktisk talt blevopfostret med, da det måske var den mest spillede singleplade i barndomshjemmet – ”Save your kisses for me” med britiske Brotherhod of Man. Det er barndoms nostalgi på højeste plan. Sidste jeg vil nævne er Israels entre i Eurovision fra 1973 – Ilanit med ”Ey-Sham”, fantastisk tidstypisk sang, smukt sprog, og så lidt utraditionelt med en kvindlig dirigent.

De første mange år jeg levede, havde Norden en flot periode i Eurovisionens historie. Sverige vandt med ”De gyldne sko” og Norge ”lod det rock’e og rulle” – toner som gik ret ind til en dreng i begyndelsen af sit liv. Danmark leverede en række flotte resultater med ”Disco tango”, ”Det li’ det’”, ”Ka’ du se’ hva’ jeg sa’”, ”En lille melodi”, ”Vi maler byen rød” og ”Hallo Hallo”. Indtil 1988 havde vi kun statsradiofonien i form af Danmarks Radio, så indtil da var det let at samle Familien Danmark, når der blev åbnet op til fest ved MGP eller ESC. Det var svært ikke at falde i med begge ben, når alle vindende pustede os i ryggen, selvom at dog ikke formåede at løbe med sejren i den periode.

Hvert år har sine gode og sine dårlige bidrag, dog er der nogle år som gør mere intryk end andre.

Det år som førse gang gjorde et virkelig godt indtryk på mig var 1987. Jeg følte dette år, at jeg blev forkælet på bedste vis, desværre var vinderen ikke blandt mine favoritter. Jeg heppede på Italien og Tyskland, som begge jo desværre måtte se sig slået. Danmark, Norge, Sverige, Finland Jugoslavien, Holland, Belgien, Israel, Storbritannien, Cypern, Grækenland, Spanien, Schweiz gik mig direkte på hjernen. Som sagt vandt den kære Johnny Logan, og med tiden gik ”Hold me now” bedre ind her. Men lad mig runde året af med fest og farver, og gøre det i form af en smagsprøve med ”Je sam za ples” med Novi Fosili.

I 1989 var Danske Melodi Grand Prix begyndt at lave ændringer, telefonafstemningen tog sin prøve, men den var et forsøg, og Birthe Kjær vandt endelig den danske finale, og rejste til Schweiz. Folk som kender mig ved, at jeg til hver en tid kan elske en sang som ender i bunden, lige så meget som dem der ender øverst. Der blev heppet for alle pengene på ”Vi maler byen rød” dette år. Italien tiltalte som næsten altid; Schweiz, Israel, Holland, Sverige, Østrig, Finland, Cypern og Jugoslavien slog mere end til hos mig. Men Portugal tog min medalje sammen med Birthe Kjær. Da Vinci med ”Conquistador” imponerede mig fra første tone i Grand Prix Kalvalkaden på Danmarks Radio, forud for Eurovisionens finale.

Året efter var det Zagreb som stod for den store konkurrence. Jeg havde været på ferie i Jugoslvavien nogle år forinden, og havde bl.a. besøgt Zagreb, så forventningen var stor. Også her var der mange sange som, og det hele startede som bekendt med tekniske problemer for stakkels Spanien, men hvilket herligt nr., da de endelig kom i gang! Holland, Luxembourg, Island, Norge, Danmark, Schweiz, Tyskland, Frankrig, Portugal, Sverige, Østrig, Italien og Finland. Så er der dem som stod lidt mere frem, og der var jo værtslandets Tajci, som gik rent ind hos bl.a. mig! Jeg vælger dog at fremhæve den anden som gik rent ind, hun kom ikke højt, men WAUW Israel! Rita dansede i gaderne med sin ”Shara barechovot”.

1991 var den Internationale finale dagen før min konfirmation, så her var overtalelses evnerne i kamp, men finalen blev set, og så mange fine sange der var. Svensk sejr med barne-idolet Carola. Island imponerede mig, Grækenland, Schweiz, Sverige, Frankrig, Tyrkiet, Irland, Portugal, Spanien, Storbritannien, Cypern og Italien. Ja, og så var der jo den største favorit – Israel. En spændende afstemning dette år, det kunne jo være gået i mange retninger, men tilfreds med den nordiske sejr, var der stadig en minimal skuffelse over den israelske 3. plads.

I 1994 var Danmark for første gang sendt ud i kulden. Det var underligt at sidde på sidelinjen og følge arrangementet, men til gengæld kunne man afslappet og med god samvittighed, heppe på alle andre lande. Det var et stærkt år, med mange flotte sange, efter min smag: Finland, Irland, Cypern, Island, Storbritannien, Portugal, Estland, Malta, Holland, Tyskland, Norge, Bosnien-Hercegovina, Østrig, Spanien, Ungarn, Rusland, Frankrig og en fantastisk debut for Polen.

I 1995 var jeg dum nok til at være på lang rejse, samtidig med at Eurovisionens finale gik af stablen. Danmark var ude i kulden året før, og DR valgte at sadle om, hvilket ikke blev vel modtaget herhjemme. Aud Wilken blev sendt til Dublin med det ærke danske bidrag ”Fra Mols til Skagen”. Smukke anderledes danske toner, og fy føj en god afstemning, selvom at den endte lidt forkert. Norge tog så en flot sejr, Spanien og Sverige ret efter, begge også med flotte bidrag. Frankrig var også populær her, og kneb sig ret ind foran os, og skubbede os 1 plads ned. Cypern, Slovenien og Israel stillede også med mindeværdige bidrag, og så var der den store svaghed – Kroatien. Helt til tops kom de ikke, men så flot en 6. plads de fik sig.

I 1996 skulle vi fra det flade land så på besøg hos vores kære naboer i nord, ja, altså indtil EBU fravalgte vores vinder-sang, og dømte den ude med nogle andre lande. Det var ikke en populær beslutning herhjemme, hverken i landet eller hos mig. En fin og øm ballade med Dorthe Andersen & Martin Loft. ”Kun med dig” vandt en stensikker og overlegen sejr i Danmark, men det hjalp jo ikke meget i helheden. Danmark kom ingen steder, og jeg måtte bitter nyde et fint arrangement i Oslo, men en af de bedste åbninger til dato. Dejlige værter havde nordmændene valgt til os dette år. Nordisk dominans med flotte bidrag, og ja, endnu en irsk vinder. Moralen det år blev da Jascha Richter som bl.a. stod bag det danske bidrag, valgte at tage ”Kun med dig” med sig ind i Michael Learns To Rock, her under titlen ”Paint my love” – som blev et flot og mindeværdigt hit.

År 2000 er vel som dansker svær at komme udenom, og ENDELIG skete det – vores 2. sejr kom!! Mit håb for året lå ellers på et meget lavt punkt efter Brdr. Olsens sejr i Cirkusbygningen, jeg kan ikke prale af at have stemt til tops. Men oversat til engelsk, fik sangen på en eller anden måde lidt mere magi for min del, og tiden i Stockholm gjorde fantastiske ting for os. Da de 2 modne herrer stod på scenen, og Globen gik amok efter sidste strofe, der var jeg ikke i tvivl, det ville ende med noget godt. Jeg elskede vores værtspar dette år, søde – harmoniske og charmerende. Årets højdepunkter musikals set spændte fra; Danmark, Holland, Storbritannien, Estland, Malta, Norge, Rusland, Island, Tyskland, Schweiz, Sverige, Finland, Letland og Irland.

Året efter skulle vi så vise hvad DR kunne diske op med. Det største publikum og en gigantisk scene, med det enkle udtryk fik vi. Natasja Crone var for min del et fantastisk valg, mere lummer var jeg til Søren Pilmark, men sammen udgjorde de nu et fint par. Afstemningen var jo lige ved at blive lidt for spændende for os her til lands, og jeg elskede at så mange lande egentligt lå med i kampen om sejren længe. Desværre gik det helt galt med afgørelsen, men flertallet bestemmer jo som bekendt. Dette år var det hurra for: Norge, Israel, Sverige, Kroatien, Spanien, Frankrig, Storbritannien, Slovenien, Polen, Tyskland, Malta, Grækenland og ja, selvfølgelig vores egen sommer-tralle-lalle-sang.

Et spring til 2013, hvor Sverige endnu engang skulle vise deres værd. Fra første strofe af ”Only teardrops”, sad jeg med tanken om at det kom til at gå godt! Selvom at den ikke var min største favorit ved vores nationale finale, så klagede jeg på ingen måder over Emmelie de Forest’ sejr. Og det gik jo gudskelov som forudsagt, til gengæld var jeg ikke helt imponeret af svenskernes valg af værtinde denne gang. Der blev dømt for meget se-og-hør-mig-show over det, vældigt synd for et år, med et par ganske så fine musikalske perler: Aserbajdsjan, Ukraine, Holland, Island, Cypern og Italien. Broen som svenskerne havde lavet til entréen til gengæld, den var wow!

Lad mig bare smide janteloven ad Hækkenfeldt til, og smide om mig med roser for vores arrangement i 2014. Til trods for den mindre fantastiske økonomi-sag, som trak overskrifter i eftertiden, så er jeg pavestolt af hvad DR fik det til i København. Bevars, B&W-hallerne var ikke kønne, men til gengæld blev de tilpasset til tv-showet, som gjorde gav fantastiske billeder til seerne, Scenen var et unikum, og jeg elskede at der var vand med. Værterne et rigtigt fint valg, teknologisk havde DR overgået sig selv, og efterlod mig pavestolt og med åben mund og polypper. Pauseunderholdningen gav mig alt hvad jeg behøvede: sing-a-long-song, dans, tekniske færdigheder og vand . Til gengæld var jeg på ingen måder fan af vores repræsentant, som på finurlig vis fik charmeret sig ind på Europa. Stakkels Israel endte skammeligt med at ryge i det første sving. Blodfans gjorde sig bemærket med deres snævertsynethed, i stedet for rummelighed som de selv ønsker. Ja, ja – men intet er jo perfekt. Bl.a. Holland og Sveriges kamp til det østrigske hår, var med til at afslutte aftenen på bedste vis.

Et par milepæle afslutningsvis:

Storbritannien – 1973 – (Sir) Cliff Richard – Power to all our friends
Tidens tand, med en af de helt store, og hyggelig lille historie.

Jugoslavien – 1983 – Danijel: Džuli
En sang som emmede af Jugoslavien og sommer, med tidens toner og på original sproget. Jeg husker den tydeligt både fra ESC og radioen efterfølgende.

Jugoslavien – 1990 – Tajci: Hajde da Ludujemo
Power, rock-toner og Marilyn-look, stang lækker og charmerende – den holder stadig i dag!

Grækenland – 1992 – Cleopatra: Olou tou kosmou i elpida

Etno og dramatik, velsunget og professionel – fantastisk!

Holland – 1993 – Ruth Jacott: Vrede
Pop møder HipHop rytmer i skøn forening, stadig med original sprog.

Rusland – 2007 – Sarebro – #Song 1
Fuldstændig og aldeles tidens toner, ultra moderne og hipt!

Rusland – 2014 – Polina Gagarina – A million voices
Den havde det hele, og jeg elsker Rusland for at satse stort – en russisk stjerne, moderne sing-a-long-song, powerful så det halve kunne have været nok.

San Marino – 2008 – Miodio – Comlice
Efter min mening nok det bedste bidrag som har været gennem tiderne. Rock toner, moderne lyd, fremført på smukt italiensk, spirende og sympatiske unge musikkere – en forbrydelse at den endte som den gjorde!

Afslutningsvis vil jeg blot sige, at det er fantastisk at en konkurrence kan indeholde en så bred vifte, at den både kan rumme: Monsterrockere, Drag Queens, Opera, Pop, Rock og HipHop – der er plads til det engelske, men også til det italienske, hebraiske, ungarske og Estiske. Rutinerede sangstjerner konkurrerer mod nye stjernespirer, erfarne møder de nye. Det er netop det som gør konkurrencen så enestående og unik som den er. Det er for min del værdsat, og har været det fra min spæde start. Det er tid til næste levende billede, og her går turen til de varme kilder og vulkanerne på Island – sig Hej til Wivian og hendes syn på det hele.