Smukt belligene ved Middelhavets kyst, finner man verdens 2. minste nasjon, Monaco – stedet for de rige, de smukke & de berømte, så lille, og dog med en stor viktighet. Ser man nermere på miniput-staten, så ser man dem kjennt for: Den fyrstelige Grimaldi-familie, Skuespillerinnen Grace Kelly’s inntredelse i samme dynasti, penge, kasino, Monte Carlo Rally, Store både i havnen, Eksklusive forretninger og flotte biler på vejene.

Ser man på ESC og Monaco, så har de generelt klaret sig flot, innen at de tok sig en Tornerose-søvn på 25 år – deretter ble det mere så som så, med de flotte plaseringer! Monaco har grundet deres størrelse, heller ikke den store mulighet for at leverer egne talenter, men har gerne ”lånt” artisterne fra andre lande, den største leverandør må siges at være storebror, Frankrig!

Monaco’s fakta:

1. Plasser: 1971 – Séverine ~ ”Un Banc, Un Arbre, Une Rue”

2. Plasser: 1962

3. – 5. Plasser: 1960 (3), 1964 (3), 1976 (3), 1974 (4), 1977 (4), 1978 (4), 1963 (5) + 1967 (5).

Video: Monaco i Eurovisjonen.

Monaco tiltråtte Eurovisjonen i 1959, en tid med fransk dominans på musikken, og kanskje den bedste tid at entrer konkurransen. Det ærefulle hverv som debutant ble Jacques Pills, med sangen ”Mon ami pierrot” – det ble dog ikke en drømme start, ét enkelt poeng fra Østerrike var høsten, og en 11 & sisste plass. François Deguelt gik på scenen året etter i London, og fremførte den meget tidstypiske ballade «Ce Soir-là« – denne gang kom succesen, 3 plassen ble reddet.

1961 gav os en glad sang fra Colette Deréal, i skikkelse av ”Allons, Allons les enfants”, 10. plassen fik hun på den, en plassering som måtte deles med Finland & Nederland. Har man succes én gang, må man prøve igen, Monaco valgte at senne François Deguelt ennå engang året etter, med sig til Luxembourg bragte han ”Dis rien” – er man god, kan man blive bedre, François sikrede Monaco en flot 2. Plass.

I 1963 sennte man Françoise Hardy med den følsomme ballade ”L’amour S’en va”, det må vel siges at der var hård konkurranse om at vinne dette år (4 lande fik 0 poeng), for Monaco fik med sit forhollsvis høje antal poeng (25), en delt 5.plass med storebror Frankrike. Tivolis Konsertsal fik året etter besøk av Romuald, hvor han fremførte ”Où sont-elles passées?« – den meget typiske franske Chanson, klarede sig til en flot 3. Plass.

Napoli fik den yndige Marjorie Noël tilsennt, hun sang den stille og følsomme ballade ”Va dire à L’amour«, efter nogle gode år, dykkede Monaco i 1965, 9.plassen blev Marjorie’s endeligt. Jugoslavisk fødte Tereza Kesovija blev neste håpefulle artist, hun tog til Grand Prix med sangen ”Bien plus fort” – man ønsker vel altid at skrive sit land i historiebøkerne, og det lykkedes også for stakkels Tereza, for Monaco fik ikke ét poeng, og endte som nummer 17, sammen med Italia.

”Boum-badaboum« lød teksten over scenen i Wien, Minouche Barelli var jenten som sang det liten spesielle bidrag, en respektabel 5. plass fik hun sikret, ikke dårligt av 17 nasjoner. London tok imot Line & Willy i 1968, duoen sang ”A chacun sa chanson” til en 3-delt 7. Plass.

For Madrid 1969 valgte man at gå i “barndommen” i Monaco, den bare 12-årige Jean-Jacques var gutten som skulle sjarmerer og imponerer kontinentet, dette med sangen ”Maman, Maman” – en hård top strid, gjorde at han endte på en 6. plass. Neste året kom Dominique Dussault til billetterne for ESC-finalen, hun fremførte sin ”Marlène” til en 3-delt 8. plass, kanskje en ok plassering til et bidrag, som mindede om en fornyet utgave av Edith Piaf.

Den grønne Ø kaldte til samling i 1971, og Séverine tok sig av turen, med i bagasjen var sangen ”Un Banc, Un Arbre, Une Rue” – nu avstemnings-metode kom dette året, og det var gavnligt for Monegaskerne, Séverine endte som vinner, med 128 poeng! Monaco overlod arrangemnetet til Storbritannia, og til Edinburgh rejste Anne-Marie Godart & Peter MacLane med sangen ”Comme on S’aime” – en 16 plass blev deres endeligt, ikke beste plassering på ”hjemmebanen”.

Marie ble neste årets håp, og hun leverte sangen ”Un train qui part” i Luxembourg, det ble en delt 8. plass til jenten, sammen med Gitte Hænning for Tyskland. Vertsskapet stod Storbritannia ennå en gang for, da man besluttede at senne Romuald i 1974, med den ganske tidstypiske franske ballade ”Celui qui reste et celui qui S’en va” – sisst at Romuald representerede landet, tok han en 3. plass, så forventningerne har givetvis været høje denne gang, han endte på en 3-delt 4. plass, og må vel konstanteres at have innfriet.

Sophie blev den heldige vinner som fik turen til Stockholm, med bidraget ”Une chanson C’est une lettre” gjorde hun forsøket på succes til landet, men endte dog sammen med Jugoslavia på en 13. plass, hvor de hver havde mottaket 22 poeng. Mary Christy brakte fart over feltet, med sangen ”Toi, la musique et moi”, som var ganske i tidens tråd – hun samlede 93 poeng, og plasserede sig på en flot 3. plass, bare 2 lande tildelte henne ingen poeng, deriblandt rivalen i toppen, storebror Frankrike.

I 1977 valgte man at sende Michèle Torr av sted til ESC-dysten, utstyret med sangen ”Une petite française”, kjempede hun sig mot toppen, og endte fint på en 4. plass, den ganske melodiøse sang fik 96 poeng. Paris lagde scene til året etter, og på den kom Caline & Olivier Toussaint til at stå, da de fremførte sangen ”Les jardins de Monaco” – ennå en sang i tidens tråd, den brakte en 4. plass hjem, med sine 107 poeng.

Jerusalem fik æren av Laurent Vaguener med sangen ”Notre vie, C’est la musique” – en sang som ikke betok Europa helt, den fik bare 12 poeng, og derved en 16. plass. Monaco fulgte deretter Tornerose, og lagde sig til at sove i 25 år.

Prins Albert vækkede landet av søvnen i 2004, og man sennte den purunge Maryon avsted til musik-slaget, med sangen ”Notre planète” skulle hun kempe sig gjennem semifinalen, en kamp ble det, og lille Monaco fik bare 10 poeng, hvilket gav en delt 19. plass med Hviterussland. Monaco fortsatte med de unge jenter, denne gang i skikkelse av Lise Darly, som gav os balladen ”Tout de moi” – flere poeng til en smuk ballade, men dårligere plassering i semifinalen blev resultatet, samlet 22 poeng fra bare 3 lande gav en 24. plass.

Foreløbig sisste forsøk fik Séverine Ferrer i 2006, hvor hun leverede nye rytmer fra landet i sangen ”La coco-dance” – Coco-dans, bastskørter & flot ydre på personerne var ikke nok, 14 poeng med Frankrike som mest begejstret nasjon, gav en 21. plass.

Om der skal gå 25 år ennå engang, førend Monaco viser interesse for ESC igjen, kommer til at stå uvist hen, de har sproket med som en fordel, og har vist at selv en miniput, godt kan bekempe giganterne! Vi siger takk for denne gang, og på gensyn til Middelhavets lille kønne fyrstendømme, og sejler ut fra havnen i en fin lille luksus båt.