I går aftes kl. 22:30 lå afgørelsen klar i Odense – danskerne havde valgt Basim til at være deres 44. repræsentant for landet.
Arena Fyn i udkanten av Odense lagde i går lokaler til Dansk Melodi Grand Prix 2014. Slagets gang blev ledet af de rutinerede tv-kendiser, Louise Wolff og Jacob Riising, som sikkert guidede seerne og publikum gennem aftenen, og fik så at sige skibet i sikker havn. Finalen startede kl. 20:00, og hele showet startede selvfølgelig med at Emmelie de Forest indtog scenen med «Only teardrops», som i fjor sikrede den danske sejr. Herefter kom værtsparret på scenen, og folkefesten var for alvor i gang i H. C. Andersens hjemby.
Efter en kort præsentation af reglerne for Dansk Melodi Grand Prix, samt hvordan afgørelsen ville blive effektueret, blev årets fagjury præsenteret. Søs Fenger (Sangerinde), Chief1 (Producer, Sangskriver & DJ – skrev bl.a. DK’s vinderbidrag i 2012 + 1997), Camille Jones (Sangerinde, deltog i MGP 2007), Jørgen de Mylius (tidligere MGP-vært, kommentator, musik-geni, forfatter, radio & tv-vært) samt Cutfather (Producer, tidligere X-Factor dommer) var de 5 kompetente jurymedlemmer.
Derefter gik festen i gang, og de 10 bidrag præsenteredes på scenen. Scenen var i år en stor LED skærm på bag enden, med hul i midten som deltagerne kunne komme ud gennem. Scenen bestod af en «catwalk» ud, med en tværscene for enden (T-form). Imellem de forskellige bidrag, havde Jacob Riising lavet en undersøgelse af, hvorfor Danmarks 3 Eurovisions-vindere netop vandt. Det blev et glædeligt gensyn med blandt andet Jørgen Ingmann som vandt i 1963, og Brødrene Olsen som sejrede i 2000. Også en del af folkene bag fjorårets vinder gav deres bud på, hvorfor at Emmelie de Forest tog sejren hjem i Malmø.
Årets 10 finalister var:
Bryan Rice: I choose U
Rebekka Thornbech: Your lies
Sonny: Feeling the you (wildcard)
Danni Elmo: She’s the one
Emilie Moldow: Vi finder hjem
GlamboyP: Right by your side
Nadia Malm: Before you forget me (wildcard)
Basim: Cliche love song
Anna David: It hurts (wildcard)
Michael Rune feat. Natascha Bessez: Wanna be loved (wildcard)
Derefter var det tid til afstemning. Folkets og fagjuryens stemmer vægter lige højt, men det er først ved det endelige resultat, at man hører hvordan stemmerne er fordelt. Videre til superfinalen gik: Basim, Michael Rune ft. Natascha Bessez og Rebekka Thornbech. De 3 superfinalister skulle atter på scenen, og afstemning blev nulstillet, nu gjaldt det for alvor.
Efter endnu en fremførelse, kom Emmelie de Forest på scenen, og sang årets temanummer for den Internationale finale i København, «Rainmaker». Ganske som DR har sagt at det bliver til maj, så kom deltagerne ved Grand Prixet med på scenen, og sang med på omkvædet sammen med Emmelie og en del dansere. Derefter var der et hurtigt interview med de tidligere danske repræsentanter i form af Kirsten og Søren (Hot Eyes) og Rollo & King.
Så blev det tid til første del af afgørelsen, de 5 jurymedlemmer skulle 1 efter 1 give de 3 superfinalister point, fordel på hhv. 1, 2 og 3 point – dvs. at i alt 30 point skulle placeres. Basim førte sikkert med 15 point efter at juryen havde givet deres stemmer. Rebekka havde fået 8 point, medens at Michael og Natascha fik samlet 7 point.
Medens at seernes stemmer blev talt sammen, kom først Rollo & King på scenen, hvor de sang deres vinder sang fra 2001, «Der står et billede af dig på mit bord». De afløstes på scenen af Kirsten og Søren som gav deres 1988-vinder, «Ka’ du se hva’ jeg sa'», og hvis man synes at de 2 første var blevet taget vel imod på scenen, nåede begejstringen nye højder, da Birthe Kjær kom på scenen med «Vi maler byen rød». Hele nostalgi-showet afsluttedes ved at Rollo & King, Kirsten og Søren samt værtsparret kom på scenen, og afsluttede sammen med Birthe kjær.
Herefter kom de 3 superfinalister på scenen igen, afgørelsens time var kommet. Først fik Rebekka 7 point fra seerne. Derefter blev det afsløret, at vinderen havde fået 15 point af seerne, og derved 50% afstemmerne, og det stod klart at der var tale om Basim, hvilket betød at Michael & Natascha havde fået 8 point og derved blev nr. 2. Herfra gik det hurtigt, en kæmpe eksplotion af konfetti startede, og fjorårets vinder Emmilie kom på scenen og overrakte trofæet. Showet blev afsluttet til tonerne af vindersangen: «Cliche love song».
Basim har selv været med tila t skrive sangen, dette sammen med: Lasse Lindorff, Kim Nowak-Zorde & Daniel Fält.
Basim – med det borgerlige navn: Anis Basim Moujahid, blev i Danmark kendt som en sød og charmerende gut i den danske udgave af «X-Factor» i 2008. Han tog sig til en kvartfinale, før «X-Factor» vejen blev blokeret. Men på dét tidspunkt, havde han allerede charmet sig ind hos mange unge piger, og red på en bølge af popularitet derefter. Han har udgivet 2 albums og 6 singler. I 2009 var han med i «Vild med dans», men måtte sande at dansen måske ikke var hans stærkeste kort på hånden, da han endte på en 9. plads.
Danmark er ofte blevet kendt for glade sange ved det Internationale Melodi Grand Prix, og i år blev det i samme tråd. Hvor vidt at en gladsang i år bliver et hit, vil tiden vise. Basim og Danmark er som forsvarende vindere direkte i finalen til maj, og skal derved ikke gennem 1 af de 2 semifinaler.